En faskine er en hulrumskasse i jorden, som regnvandet ledes ned i og siver langsomt ud i den omkringliggende jord fra. Den løser et problem, de fleste danske parcelhuse har fået større med årene: der kommer mere vand ned på én gang, og der er mindre jord at aflede det i, fordi indkørsel, terrasse og fliser har lagt sig hen over den.
Regn efter, hvor meget vand der kommer
Det tal, folk undervurderer mest, er hvor meget vand et tag samler. Et tag med 120 m² vandret projektion opsamler 1.200 liter vand ved 10 mm regn. Det er en almindelig byge. Ved et kraftigt skybrud på 30 mm bliver det 3.600 liter — på under en time, ned gennem typisk to nedløbsrør.
Det er den mængde, der skal et sted hen. Enten via kloakken, eller ned i din egen jord.
Kan din jord overhovedet tage det?
En faskine virker kun, hvis jorden kan optage vandet. På sandjord er det sjældent et problem. På lerjord kan det være det, og så bliver faskinen et bassin, der står fuldt i tre dage efter regn.
Derfor laver man en nedsivningstest, før faskinen dimensioneres: grav et hul, fyld det med vand, mål hvor hurtigt det synker. Det er den test, der bestemmer, hvor stor faskinen skal være — ikke husets størrelse alene.
Der er også faste afstandskrav at holde: væk fra bygninger med kælder, væk fra skel og væk fra drikkevandsboringer. Og du skal have kommunens tilladelse, før du graver. Nedsivning af tagvand er tilladelsespligtigt, og i mange kommuner kan du få en del af tilslutningsbidraget tilbage, hvis du helt afkobler tagvandet fra kloakken.
Men start ét skridt før: virker tagrenderne?
Her er den fejl, jeg ser oftest. Folk anlægger en faskine for at løse et vandproblem ved husmuren — og problemet var aldrig afledningen. Det var, at renden løb over.
En tagrende, der er stoppet af blade eller mos, sender vandet direkte ned langs facaden. Det rammer soklen på en meters bredde i stedet for at blive fordelt over hele nedløbet, og det giver præcis det fugtige hjørne, man tror skyldes dårlig nedsivning. Indefra ligner det tilmed en utæthed i taget, selv om taget er helt tæt.
Så inden du graver: gå en tur rundt om huset i regnvejr og se efter. Løber der vand over kanten? Er der grønne striber ned ad facaden under samlingerne? Står nedløbet løst fra tuden?
Tagrenden er i øvrigt den billigste del af taget og den, der forårsager flest følgeskader, når den svigter. Priserne pr. løbende meter ligger på 300 til 900 kr. inklusive montering alt efter materiale — plast lavest, kobber højest — og på et almindeligt etplanshus er der typisk 26 til 30 meter. Materialevalget og de fire gængse muligheder er gennemgået på roofing.dk’s guide til tagrender.
Hvor stor skal faskinen være?
Der findes ikke ét tal, fordi den afhænger af tre variable: hvor stort et areal du leder ned i den, hvor hurtigt jorden optager vand, og hvilken regnhændelse du dimensionerer efter.
Til gengæld er der en tommelfingerregel, der duer til at vurdere et tilbud: en faskine til et almindeligt parcelhustag fylder typisk 1,5 til 3 kubikmeter. Får du tilbudt noget, der er markant mindre, uden at der er lavet en nedsivningstest, er det værd at spørge, hvad dimensioneringen bygger på.
Det, der får faskiner til at holde op med at virke
Faskiner sander til. Det er den almindelige dødsårsag, og den er næsten altid til at undgå.
- Sandfang før faskinen. En brønd, der opfanger blade, grus og sand fra taget, før vandet når kassetterne. Den skal tømmes — det er fem minutters arbejde en gang om året.
- Geotekstil hele vejen rundt. Duget holder jorden ude af hulrummet. Uden det fyldes faskinen indefra.
- Rene tagrender. Alt det, der ryger ned i renden, ender i sandfanget. Renses renderne to gange om året, halveres arbejdet nedenunder.
Alternativerne, hvis faskinen ikke kan lade sig gøre
På tung lerjord, i haver med højtstående grundvand eller på små grunde, hvor afstandskravene ikke kan overholdes, er der andre veje.
Et regnbed er en lav fordybning tilplantet med arter, der tåler både at stå våde og tørre. Det tager vandet fra ét nedløb og ser ud som en del af haven. En permeabel belægning — græsarmering, brosten med brede fuger, drænasfalt — lader vandet sive, dér hvor det falder, i stedet for at lede det hen til ét punkt. Og den simpleste af dem alle: flyt udløbet fra nedløbsrøret 2 til 3 meter væk fra soklen med et fald væk fra huset. Det løser flere fugtproblemer, end man skulle tro.