En regnvandsfaskine er ikke et afløb. Den er et midlertidigt lager: et hulrum i jorden, som tager imod vandet fra taget hurtigere, end jorden kan optage det, og så afgiver det langsomt til den omkringliggende jord. Det er derfor to ting afgør, om en faskine virker — hvor meget vand der kommer, og hvor hurtigt jorden kan tage imod.
Jordens nedsivningsevne er det tal, alt andet hænger på
Sandjord kan sive flere hundrede gange hurtigere end lerjord. En faskine, der er rigelig i sandet undergrund, kan være håbløst underdimensioneret 500 meter væk i ler. Derfor starter enhver seriøs beregning med en nedsivningstest: du graver et hul, fylder det med vand, og måler hvor mange millimeter vandspejlet falder i timen.
Falder det næsten ikke, er svaret ikke “en større faskine”. Så er svaret, at nedsivning ikke er den rigtige løsning på grunden, og at vandet skal håndteres på en anden måde — regnbed, forsinkelsesbassin, eller tilslutning til kloak, hvis den mulighed findes.
Regnestykket for størrelsen
Det, faskinen skal kunne rumme, er den vandmængde, der løber til den under en regnhændelse, minus det, jorden når at optage undervejs. I praksis regner man med tre størrelser: det befæstede areal, der leder vand til faskinen (typisk tagfladen, målt vandret), en dimensionsgivende regnhændelse, og jordens nedsivningsevne fra testen.
Et hus med 120 kvadratmeter tagflade i almindelig blandet jord ender ofte i størrelsesordenen tre til seks kubikmeter faskinevolumen. Bruger du faskinekassetter med cirka 95 procent hulrum, svarer det nogenlunde til det samme rumfang i kassetter. Bruger du singels eller nøddesten, har du kun omkring 30 procent hulrum — og skal altså grave tre gange så meget ud for samme effekt.
| Fyldmateriale | Effektivt hulrum | Nødvendigt udgravet volumen for 4 m³ magasin |
|---|---|---|
| Faskinekassetter i plast | ca. 95 % | ca. 4,2 m³ |
| Nøddesten / singels | ca. 30–35 % | ca. 12 m³ |
| Grus, blandet fraktion | ca. 25–30 % | ca. 14 m³ |
Afstandskrav og tilladelse
Nedsivning af regnvand kræver en nedsivningstilladelse fra kommunen. Det er ikke en formalitet, man springer over: uden tilladelsen er anlægget ulovligt, og det dukker op ved et hussalg. Kommunen fastsætter samtidig afstandskravene, og de er der af en grund — en faskine for tæt på huset flytter bare vandet hen til fundamentet.
Som hovedregel arbejder kommunerne med mindst fem meter til bygninger med kælder eller beboelse, to meter til skel, og god afstand til drikkevandsboringer og nedgravede tanke. Ligger huset lavt, eller er der kælder, skal du regne med, at kravene bliver strammere, ikke mildere.
Når vandet allerede står ved soklen
En faskine løser tagvandet. Den løser ikke vand, der presser ind mod fundamentet nedefra eller fra siden — og de to problemer forveksles ofte, fordi symptomet er det samme: fugt i kælderen efter regn. Har du fugtige sokkelvægge, saltudtræk indvendigt eller vand, der bliver stående langs husmuren, er det dræn omkring fundamentet, der er den rigtige diagnose, ikke et større magasin til tagvandet.
Det er også dér, økonomien skifter karakter. En faskine kan man grave ned selv på en weekend, hvis jorden vil. Et dræn rundt om huset er gravearbejde helt ned til fundamentets underkant, og der skal både faldberegning, geotekstil og en fungerende afledning til. Skal du have en fornemmelse af, hvor det lander, før du ringer til nogen, kan du se hvad et omfangsdræn koster opdelt efter dybde og husstørrelse — det er som regel dybden, ikke længden, der flytter prisen.
Tre fejl, der går igen
Den første er manglende sandfang. Uden en brønd før faskinen ender blade, tagpapkorn og sand nede i magasinet, og en faskine, der er stoppet til, kan ikke renses — den skal graves op.
Den anden er geotekstil hele vejen rundt uden overlæg i samlingerne. Jord, der vandrer ind, halverer hulrummet på få år.
Den tredje er at lægge faskinen i den lavning, hvor vandet i forvejen samler sig. Det virker logisk og er det modsatte: netop dér er jorden mættet i forvejen, og faskinen får aldrig lov at tømme sig mellem to regnvejr.